Skrevet af Anna Eckhart Grafström
Her i efteråret har jeg fået flere forskellige henvendelser her fra siden som har gjort at jeg er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved hvordan jeg gerne vil hjælpe og på hvilke præmisser det skal være. Lektiehjælp er ikke kun hurtige penge for mig. Jeg skal også kunne stå inde for det arbejde jeg laver, og at det hjælper det unge menneske videre på bedst mulig måde. Jeg har specielt stået i et dilemma omkring om korrektur egentlig er lektiehjælp.
For et par måneder siden ringede en pige til mig og senere sendte en besked, da jeg ikke kunne tage telefonen. Hun manglede en der akut kunne læse korrektur på hendes danske stil som skulle afleveres samme aften. Hun var gymnasieelev og gik i 2.G, og det var en almindelig aflevering i dansk A. En anden som skulle have gjort det var hoppet fra i sidste øjeblik. Vi skulle ikke mødes, men hun kunne sende mig hendes stil og så kunne jeg sende den tilbage. Jeg synes det virkede lidt mærkeligt, men ville vende tilbage til hende. Det var dog også lidt presset. Jeg var ved at hente børn og skulle få en tirsdag eftermiddag og aften til at hænge sammen, så syntes måske heller ikke at jeg havde det største overskud.
Det endte med at jeg afslog at hjælpe hende. For det første syntes jeg det blev for presset (aftenerne er normal min fritid og/eller smøre-madpakketid). For det andet synes jeg der er noget lidt mærkeligt ved at rette en andens stil og så sende den tilbage. Hun ville ikke kun have rettet stavning, tegnsætning og grammatik, men også hendes formuleringer. Lige der følte jeg at det mere var en redigering end en egentlig korrekturlæsning. Der ville heller ikke være en dialog om selve teksten. Jeg havde svært ved at se hvordan det skulle hjælpe hende videre. Hvis hun også var vant til at få læst gennemgribende korrektur på sine tekster, så ville hendes lære måske heller ikke have fundet ud af at hun havde et problem med at formulere sig skriftligt. Sprog og stil er trods alt en vigtig del af vurderingen i en dansk stil. Jeg skal dog ikke kunne sige om dette var tilfældet eller det måske endda mere sandsynligt bundede i en eller anden form for perfektionisme.
Jeg skriver ikke dette for at dømme hende. Jeg synes faktisk at det er trist at vi har fået et gymnasium, hvor der hersker en nulfejlskultur, hvor piger som hende føler at de skal betale sig fra at få rettet deres tekster til. Det er jo ’blot’ en aflevering, men det er det helt sikkert ikke for dem. Der er også mange der har mulighed for at få faglig støtte hjemme fra, og har mulighed for at ældre søskende og/eller forældre læser denne form for korrektur. For mig er der heller ikke noget galt med at få en anden til at læse ens tekst igennem og overordnet få en samtale om den giver mening i forhold til det man gerne vil fortælle. Men det må altid være dialogen der er det bærende.
Se Annas lektiehjælper profil her.
Opret dig selv som lektiehjælper her