Mundtlig eksamen i Mat B

Anna Eckhart Grafström

Skrevet af Anna Eckhart Grafström

 

Det er lige før sommerferien. Eksamensperioden er over gymnasieeleverne. Meget skal afsluttes. Nyt skal begyndes. Under en ferie på Island tikker en mail ind fra en mor som spørger om jeg kan hjælpe hendes datter med at forberede sig til den mundtlige eksamen i matematik B på gymnasiet. Jeg skriver at jeg vil vende tilbage efter ferien, men at jeg umiddelbart gerne vil tage opgaven.

Jeg skriver en mail da jeg kommer hjem og stiller hende nogle spørgsmål omkring:

  • Hvor mange timer hun tænker datteren har brug for
  • Om der er noget specielt hun har svært ved
  • Hvilket bogsystem de bruger (låner oftest selv et eksemplar på biblioteket),
  • Om jeg kan få en liste med eksamensspørgsmålene

Jeg gør hende samtidig klart hvad min pris er. Jeg har ikke lyst til at der skal være nogle misforståelser, selvom den tydeligt fremgår fra min profil. Jeg får hurtigt en mail tilbage med eksamensspørgsmål og andet info. Moren skriver lidt om hvilke spørgsmål datteren har sværest ved, så allerede der får jeg et overblik. Tidshorisonten er dog lidt mere uklar, så den tager vi som det kommer.

Jeg møder op på hendes adresse lettere nervøs. Jeg har skrevet sammen med pigen på sms for lidt at få en fornemmelse af hvor de største udfordringer er. Jeg ville også gerne have en fornemmelse af om syntes det var en lige så god ide at jeg kommer som hendes mor. Vi skulle helst være lidt på samme side. Det er jo heller ikke sikkert man lige svinger.

Jeg havde dog ingen grund til at være nervøs. Hun er sød og imødekommende og jeg bliver tilbudt en kop the. Hun viser tydeligt at hun gerne vil, og de to timer den første dag går hurtigt. Hun har været vant til at være god til matematik i folkeskolen, men hun føler det som om hun aldrig rigtigt er kommet med i gymnasiet. Nu vil hun være tilfreds med et 4-tal.

Vi når kun over det første bjerg den første dag. Det er binomialfordelingen. Det tager tid at afdække alle krogene og finde ud af hvad er vigtigst at sige på den korte taletid hun har til den mundtlige eksamen. Jeg føler mig ikke voldsomt godt forberedt, da jeg faktisk havde tænkt vi mest skulle snakke den første gang, men hun vil så gerne i gang. Denne gang planlægger vi også hvad vi skal lave de andre gange, så også jeg kan være lidt mere forberedt på hvad vi skal gennemgå.

Efter den første dag synes der langt igen. Kan vi overhovedet nå det vi skal? I alt bliver det til 4 gange af 2 timer. Noget går meget lettere og vi finder nogle gode eksempler sammen. Nogle som hun selv forstår og kan huske. Jeg kan mærke at hun flytter sig og vi nyder de små sejre, når der er noget hun kan løse på egen hånd. Også jeg får en fornyet tro på min egen faglighed.

Efter vi er færdige går der et par dage så tikker der en sms ind. Hun har fået 7 og hun er mega glad. Hun ville lige dele det med mig. Jeg lykønsker hende, og skriver at det kan hun godt være stolt af. Det varmer inden i. Jeg føler at det jeg gør er vigtigt.

 

Se Annas lektiehjælper profil her.

Opret dig selv som lektiehjælper her